„Gerstenberg ist unser gröste Poet vielleicht…“

Gerstenberg i Herders værk og brevvekslinger

Som det tydeligt fremgår af citatet ovenfor, havde Herder et indgående kendskab til Gerstenbergs værk og virke, allerede inden han forlod Riga i sommeren 1769, og flere af hans skrifter fra Riga-årene – især fragmenterne Über die neuere deutsche Literatur (1767) og de tre Kritische Wälder (1768/69) – rummer da også en række henvisninger til Gerstenberg, om end de færreste er substantielle nok til at fortjene særskilt omtale. En del af dem består af referencer til Gerstenbergs mest populære og meget udbredte værk, hyrdedigtene Tändeleyen (1759), der først og fremmest interesserer Herder som udtryk for en samtidig anakreontisk stil a la Gleim og Gessner og ikke er relevante for vores sammenhæng.^[3] Langt større betydning for hans eget litteratursyn får de af Gerstenberg udgivne slesvigske litteraturbreve, Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur (1766/67), og dem henvises der også flittigt til i skrifterne fra Riga-tiden. To steder er værd at fremhæve. Det ene, fra paralipomena til tredje del af fragmenterne, opfordrer til at tage de „store nationalsangere“, nemlig „grækere, skjalde og barder“ som forbilleder, og til dem, der vil stifte bekendtskab med disse, anbefales læsning af bl.a. de slesvigske litteraturbreve (Herder 1985b, 652). Det andet stammer fra den første Wäldchen og citerer et eksempel på det „nordiske heltemod“ fra „et af vor tids bedste kritiske skrifter“ (Herder 1993a, 81).^[4] Endelig er der blandt de uudgivne skitser fra perioden en interessant henvisning til Gerstenbergs Gedicht eines Skalden (1766), som ifølge en disposition til en ikke realiseret fjerde del af fragmenterne skal behandles udførligt i et kapitel med titlen „Vom romantischen Geschmack“, hvis indhold beskrives som „efterligning i Tyskland ‚Hermin und Gunilde‘ etc. / sammenlignet med skjalden – ‚Gedichte des Skalden‘“ (Herder 1985b, 674)^[5] – altså en modstilling af Rudolf Erich Raspes ballade Hermin und Gunilde. Eine Geschichte auch den Ritterzeiten (1766) og Gerstenbergs Gedicht eines Skalden.

Går vi herfra videre til korrespondancen, optræder Gerstenberg første gang i et brev fra oktober 1766 til Johann George Scheffner, hvori Herder forsøger at bestemme Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur i forhold til tidens toneangivende æstetiske og litterære positioner („Gottschedianerne“, Lessing og Moses Mendelssohn, Ramler, Bodmer og Breitinger m. fl.): De ikke navngivne udgivere af dette nye organ synes at ville indføre en „skjaldisk smag“, „der kan bidrage meget til Tysklands dannelse“ (Briefe I, 65).^[6] Passagen afsluttes med en kort henvisning til de nordiske folkeviser, der er indeholdt i 8. og 11. litteraturbrev. I september 1767 følger endnu et par korte henvisninger til Gerstenberg, til henholdsvis Scheffner og Johann Georg Hamann, denne gang koncentreret om hans eget „fortræffelige“ Gedicht eines Skalden (Briefe I, 83), og måneden efter kulminerer begejstringen i et brev til samme Scheffner, i en selv for Herder bemærkelsesværdig hymnisk tone:

Den Skalden haben Sie nicht mit gnug Aufwallung aufgenommen. Der Mann ist grösser, als unsre Zeit: Einbildungskraft, Leidenschaft, Ausdruck, Numerus: alles ist prächtig. – die Bibliothek der schönen Wissenschaften [Neue Bibliothek] hat sein Gedicht [eines Skalden] dem Plane nach am besten übersehen, u. die Deutsche Bibliothek [Allgemeine Deutsche Bibliothek] bleibt ihr weit nach. Gerstenberg ist unser gröste Poet vielleicht, der noch im Schreiben ist […].

(Briefe I, 94)

Herefter bliver der i et stykke tid stille om Gerstenberg i korrespondancen. Først i juli 1771 dukker navnet op igen, denne gang i et brev til hans kommende hustru, Karoline Flachsland, til hvem han – der i mellemtiden har tiltrådt en stilling som konsistorialråd og præst i Bückeburg i fyrstedømmet Schaumburg-Lippe – kan fortælle, at han sidder og arbejder på et par tekster, den ene om Shakespeare, som volder ham problemer, den anden om „gamle folkeviser, det skal lykkes bedre for mig“ (Briefe II, 51).^[7] Begge omtales som pligtarbejde, skrevet på foranledning af „en mand i Hamburg“ (Johann Joachim Christoph Bode), hvem han skylder en tjeneste, til udgivelse i den journal, „som Klopstock og Gerstenberg arbejder med på, de Slesvigske breve om litteraturens kuriositeter“ (smst.).^[8] I 1767 hyldesten til denne vores „måske største“ nulevende digter, i 1771 den svale henvisning til pligtarbejde. Hvad er der sket i mellemtiden?

En mulig forklaring – og den eneste, der lader sig underbygge med kilder – er Herders skuffelse over Gerstenbergs tragedie Ugolino (1768), som han anmeldte udførligt og ret kritisk i Nicolais Allgemeine Deutsche Bibliothek kort efter udgivelsen. Ganske vist indledes anmeldelsen med at slå fast, at Gerstenberg er „en digter af første rang, af vild og blid imagination, af dyb menneskelig følelse“, i hvem „en indre uudsigelig mening taler, som giver vores nation løfter om noget ekstraordinært i fremtiden“ (Herder 1993c, 723 f.).^[9] Men stykket overbeviser ham ikke, karaktererne er for ekstreme i deres had til, at de kan vække hans interesse og sympati, der er noget kunstigt og unaturligt over hovedpersonernes lange dialoger, som fremføres i en tilstand af yderste raseri og står i et mærkeligt misforhold til de ellers uventet korte udbrud. Til trods for Gerstenbergs ubetvivlelige evner som „Charakterzeichner“ formår han derfor hverken dramateknisk eller nationallitterært at blive en „Shakespear für unsre Zeit“ (Herder 1993c, 731 f.). Sammenligningen med Shakespeare er naturligvis ikke tilfældig, for det var bl.a. Gerstenbergs rehabilitering af Shakespeare i 14.-18. brev i Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur, der året forinden havde fået Herder til at spidse øren. Nu må Gerstenberg således selv finde sig i at blive holdt op mod det engelske „Original-Genie“, og den mandjævning falder ikke ud i hans favør.

To gange endnu optræder Gerstenberg i Herders korrespondance med tredjepart, begge gange i breve til hans forlægger Johann Friedrich Hartknoch, der i februar 1772 bl.a. modtager efterretning om, hvad Herder har fået fra hånden i den seneste tid, heriblandt en „skjaldeafhandling“ (Briefe II, 146) til Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur, altså samme tekst, som blev rapporteret under udarbejdelse i brevet til Karoline Flachsland. Knap et år senere, i januar 1773, afkræftes dette imidlertid over for Hartknoch med en syrlig bemærkning om, at det alligevel ikke bliver til noget med en ny samling Gerstenberg-breve, og at Bode derfor har besluttet sig for at udgive skjaldeafhandlingen som selvstændig pjece, „hvad der ærgrer mig meget, og hvor jeg nu er tvunget at supplere med fremmede tilføjelser, for at den nøgne ting ikke kommer til at fremstå så jammerlig“ (Briefe II, 294).^[10] Det er ikke så trivielt, som det kunne lyde. Hvad der skjuler sig bag denne tilsyneladende uinteressante oplysning, viser sig nemlig at være en central station i Sturm und Drang-bevægelsens tilblivelseshistorie: Da den planlagte fortsættelse af Gerstenbergs Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur kuldsejler, må Herder for at undgå en selvstændig publikation af sin egen artikel skyndsomst fremskaffe supplerende materiale („fremde Zusätze“), så udgivelsen ikke fremstår alt for tyndbenet. Det berømte programskrift Von deutscher Art und Kunst med bidrag af bl.a. Herder, Goethe og Justus Möser er født.

Det er dateret 28. november 1777 og er ikke uden sammenhæng med „skjaldeafhandlingen“. Herder er i mellemtiden ved Goethes og Wielands mellemkomst blevet generalsuperintendant, overkonsistorial- og kirkeråd samt pastor primarius i hertugdømmet Weimar. Brevet indledes med en række høfligheder, der dog samtidig meget præcist udtrykker den ejendommelige følelse ved for første gang at skrive til et menneske, hvis værk og virke man i årevis har haft et intimt kendskab til:

Es ist so fatal, einem Manne, an den man zuerst schreibt, wie lange man ihn auch schon gekannt und sich mit ihm in Gedanken, Meinung, Empfindungen unterredet habe, erst lange bezeugen zu müßen, wie hoch man ihn schätze, daß ich mir gegen Gerstenberg diese Kuralien unmöglich erlauben oder verzeihen kann.

(Briefe IX, 261)

Den konkrete anledning til brevet er, at Herder, der er i gang med at indsamle materiale til Stimmen der Völker in Liedern (1778/79), af deres fællesbekendt Matthias Claudius er blevet gjort opmærksom på, at Gerstenberg skulle være i besiddelse af en betydelig mængde folkeviser, „brevene om litteraturens kuriositeter og stykker, der hidrører fra Deres egen muse, bekræfter det også. Tør jeg bede om nogle almisser fra denne skat, nogle lunser fra dette kongetaffel?“ (Briefe IX, 262).^[11] Bønnen ledsages af en præcisering (særlig interesse har nordiske folkeviser og „Kiämpe-Viser“) og efterfølges af et par linjer om formålet med udgivelsen (at gøre „grove fordomme“ om folkelig digtning „til skamme“), inden den munder ud i en hyldest til den „ædle“ Gerstenberg og en besværgelse af det smukke i at kunne bistå hinanden i dette projekt.

Gerstenberg må imidlertid svare ham, at han beklageligvis ikke ligger inde med sådant materiale:

Es war einmal eine Zeit, da ich von isländischen Sagen und Liedern Manches las und erzählte und in die Welt hineinschrieb. Der Zufall bescherte mirs: weiter reichten meine Gedanken nicht. Nie ist mir Literatur etwas mehr als gegenwärtiger Genuß gewesen; von jeher war ich sorglos und dürftig und bins noch immer.

(Haym 1954, II, 113)

Herder nøjes derfor med at overtage fire tekster fra Gerstenberg, der alle stammer fra 8. brev i første samling af de slesvigske litteraturbreve og alle gengives efter Thomas Bartholin (Antiqvitatum Danicarum de causis comtemptæ a Danis adhuc gentilibus mortis libri tres, 1689) i Herders egne nyoversættelser, en af dem – „Morgengesang im Kriege“ (I/2, 17) – med tilføjelse af en af Gerstenberg inspireret kritik af den versificerede udgave i Kjæmpe Viser (1739), hvori den optræder „i de rimede utålelige vers, og med nyere tilvækst“ (Herder 1975, 91).^[12] Denne kritik af versifikationen af kæmpeviserne er også indeholdt i den passage fra det 8. af de slesvigske litteraturbreve om visernes og folkedigtningens betydning, Herder har medtaget i den indledende citatmosaik til Stimmen der Völker in Liedern (Herder 1975, 8).

Endelig findes der i Herders senværk to henvisninger til Gerstenberg, der begge citerer Gedicht eines Skalden. Den første stammer fra anden samling af Briefe zu Beförderung der Humanität, hvis 23. brev indledes med et længere citat fra første sang af eposset, som leder over i en beskrivelse af det drømmesyn, digtet har givet anledning til. I dette viser en „oldtysk druide“ sig hånd i hånd med en „ærværdig barde“, den første leder efter sit for længst ødelagte offersted, den anden efter sine helte (Herder 1991, 117 f.). Men verden er ikke længere den, de kender, og de finder ikke, hvad de søger. Barden griber til lyren og kvæder de kvad fra Gedicht eines Skalden, som brevet indledes med. Herefter følger beskrivelsen af et fortryllende landskab, „jeg var både vågen og drømmende. Hvad jeg så, var nutidens verden og fremtiden“ (Herder 1991, 118). I dette dobbeltsyn er fremtiden den harmoniske videreudvikling af fortiden og nutiden. Det nye bygger på det gamle, som omtales med respekt og ærbødighed. Hvad der fremmanes her, er en vision om menneskehedens historie som én lang udfoldelse af en fælles bestræbelse på humanitet, som er typisk for den sene Herder: „Auch hier nannte man mir heilige, verehrte Namen meiner und der Vorzeit, die ich geliebt hatte. Allenthalben, auch im Tempel der Religion, verehrte man Eine Göttin, aber nicht mit Worten, sondern in Taten und Seele, die Humanität.“ (Herder 1991, 120)

Den sidste henvisning til Gerstenberg stammer fra en skitse om receptionen af nordisk mytologi i samtidens litteratur i alderdomsværket Adrastea (1801-3). Stykket indledes med en stakåndet inventarisering af det oldnordiske tekstarkiv, som ledsages af en hyldest til de hædersmænd, der har indsamlet og udgivet disse tekster og nu står „lysstrålende som stjernerne på den nordiske himmel“ (Herder 2000, 837).^[13] Hovedsagen i skitsen er genopdagelsen og brugen af den nordiske mytologi i den del af samtidens litteratur, der har forkastet den græske mytologi til fordel for den nordiske, og her har især Klopstock og Gerstenberg haft vigtige roller at spille: „Eine andere Anschaulichkeit gewann die Sache, als zwei deutsche Dichter, Klopstock und Gerstenberg, die nordische Mythologie auf den deutschen Parnaß übertrugen“ (smst.). Herder lægger ikke skjul på, at han anser denne udvikling for både nyttig og naturlig:

[D]a die nordische Mythologie unsrer Sprache näher oder gar einheimisch ist, da die Helden, von denen sie redet, Brüder unsrer Vorfahren, und die Thaten, ja das Klima derselben selbst, unserm Genius verwandt sind, so kommt es nur darauf an, wem die nordische Iduna ihren Apfel schenke.

(Herder 2000, 838)

Her genoptages et motiv, der allerede findes fuldt udfoldet i dialogen Iduna oder der Apfel der Verjüngung (1796),^[14] som Herder skrev til Schillers tidsskrift Die Horen, men den bagvedliggende tankegang lader sig i virkeligheden følge hele vejen tilbage til de tidlige Sturm und Drang-skifter. Afgørende for Herder er nu som før, hvordan vi forvalter den mytologiske arv, og som tidligere er han af den opfattelse, at foryngelsen af samtidens litteratur bør foregå i en stadig udveksling med oldtidens skrifter og mytologier. Et forbilledligt eksempel på denne produktive tilegnelse af oldtidslitteraturen er naturligvis Gerstenbergs skjaldedigtning, og der er derfor en vis pointe i, at skitsen citerer de sidste vers i den afsluttende femte sang af „fineste og klangrigeste digt“ om nordisk mytologi, Gedicht eines Skalden (Herder 2000, 841).^[15] Endnu en gang fungerer Gerstenbergs digt således som et forbindelsesled mellem fortid og nutid, hvilket yderligere understreges af de citerede vers i digtet, hvori den kvædende Thorlaugur efter den gamle gudeverdens undergang vågner op i kultiverede omgivelser, som på alle måder adskiller sig fra hans oldnordiske hjemstavn i det høje nord: „In neue Gegenden entrückt, / Schaut mein begeistertes Aug’ umher, erblickt / Den Abglanz höh’rer Gottheit, ihre Welt, / Und diese Himmel, ihr Gezelt! / Mein schwacher Geist, in Staub gebeugt, / Faßt ihre Wunder nicht und schweigt.“ (Smst.) Med disse vers slutter skitsen, der samtidig er de sidst skrevne ord fra Herders hånd. Også uden at overdrive betydningen af sidstnævnte forhold kan det altså konstateres, at Gerstenbergs skjaldedigt bogstavelig talt fulgte Herder igennem hele hans forfatterskab. Det er måske ikke i sig selv litteraturhistorisk interessant, men det er til gengæld den centrale formidlerrolle, der i skitsen tildeles de to vigtigste medlemmer af den tyske kreds i København, også selv om deres geografiske placering og forbindelse til det dansk-tyske miljø ikke gøres til nogen selvstændig pointe. Erstatter vi Klopstock med Herder, er det måske endda samtidig den bedste indholdsbeskrivelse af, hvad Herder havde i tankerne, da han i Journal meiner Reise im Jahr 1769 beskrev, hvordan han sammen med Gerstenberg ville have fornyet tysk litteratur „fra den danske ende af Tyskland“.

Så vidt overflyvningen af materialet, der spænder over hele Herders forfatterskab, med et tyngdepunkt i årene omkring 1770, hvor Herder både i breve og egne skrifter hyppigt omtaler, citerer og henviser til Gerstenberg, næsten altid med bifald, og dertil et par vigtige tekststeder fra sen- og alderdomsværket. Hovedparten af henvisningerne er ikke overraskende møntet på Gerstenbergs kritiske hovedværk, Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur, og Gedicht eines Skalden, men der refereres også forbløffende hyppigt til Tändeleyen, som Herder øjensynligt er lige så glad for som Gleims anakreontiske digte. Det er især to emneområder hos Gerstenberg, der optager ham: folkeviserne og genitanken. Det første indbefatter Gerstenbergs udgivelser af og kommentarer til det historiske materiale – fra runer, skjaldepoesi og kjæmpeviser til nordisk mytologi og historie – såvel som hans bemærkninger til samtidige udgivelser (deriblandt Macphersons Ossian-tekster og Percys Reliques of Ancient English Poetry). Tæt forbundet med dette område er desuden Gerstenbergs egen kreative tilegnelse af dette stof, først og fremmest i Gedicht eines Skalden, der som nævnt forbliver en vigtig tekst for Herder. Det andet område er især knyttet til Gerstenbergs Young-påvirkede omvurdering af Shakespeare som det store „Original-Genie“, der bryder med den aristoteliske regelpoetik. Mens henvisninger til folkevisestoffet kan findes flere steder i forfatterskabet, er genitanken særlig udpræget i tiden omkring 1770, der også samlet set er den periode, hvor Gerstenbergs indflydelse på Herders tænkning er størst. Herom vidner først og fremmest de to tekster, hvormed Herder selv bidrog til samlingen Von deutscher Art und Kunst, nemlig Auszug aus einem Briefwechsel über Ossian und die Lieder alter Völker og Shakespeare.

Von deutscher Art und Kunst

Herders to egne tekster til Von deutscher Art und Kunst var som allerede nævnt oprindelig tiltænkt en planlagt, men ikke realiseret ny samling af Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur, og for den informerede læser indeholder de da også flere træk, der mere eller mindre eksplicit vidner om denne tilblivelseshistorie. Først og fremmest er begge tekster konciperet i overensstemmelse med det gældende format for Gerstenbergs litteraturbreve, dvs. netop formuleret som breve, om end Herder i løbet af det genstridige arbejde med Shakespeare-teksten atter forlod brevformatet til fordel for essayet. Ossian-tekstens form ændrede han derimod ikke på, sandsynligvis fordi den allerede lå færdig, inden planen om en fortsættelse af Gerstenbergs litteraturbreve blev skrinlagt. Anlagt efter samme mønster som de øvrige litteraturbreve former Auszug aus einem Briefwechsel über Ossian und die Lieder alter Völker sig som et svar på Gerstenbergs 8. litteraturbrev, der omhandler Ossian, Percy og de gamle danske kjæmpeviser, muligvis under stedvis inddragelse af det 11. brev om „runepoesi“ og det 21. brev om nordisk historie, kultur og mytologi. Den fingerede modtager af de to første breve kunne meget vel være Gerstenberg selv, for den unavngivne adressat tillægges synspunkter, der næsten ordret er hentet fra det 8. litteraturbrev, hvorimod de efterfølgende breve synes at veksle mellem flere unavngivne modtagere og hyppigt refererer til Gerstenberg i tredje person. Emnet, der lægges fra land med, er fænomenet Ossian, hvis ægthed Gerstenberg overbevisende har sået tvivl om i 8. litteraturbrev ved at påpege forskellige anakronismer og historiske urimeligheder. Hans konklusion er, at der enten er tale om en bevidst forfalskning eller en naiv udgiver, der er blevet taget ved næsen. Kort og godt, udgivelsen er et falsum. Det må siges at være en imponerende træfsikker vurdering af en tekst, som hele den litterære offentlighed i Europa var gået i vandet på, tilmed ganske kort efter udgivelsen. Herder er i modsætning hertil langt mindre sikker på, hvad han skal mene om den engelske udgivelse, og skynder sig i stedet at forskyde diskussionen til at handle om den tyske oversættelse:

Aber Sie, der vorher so halsstarrig an der Wahrheit und Authenticität des Schottischen Ossians zweifelte, hören Sie jetzt mich den Vertheidiger, nicht halsstarrig zweifeln, sondern behaupten, daß Trotz alles Fleisses und Geschmacks und Schwunges und Stärke der Deutschen Übersetzung unser Ossian gewiß nicht der wahre Ossian mehr sey.

(Herder 1993b, 447)

Her må han så omvendt have vidst sig sikker på Gerstenbergs tilslutning, for oversættelseskritik er en gerstenbergsk specialitet, og noget tyder endda på, at det er ham, der med sin kritik af Wielands Shakespeare-oversættelse i det 14. brev og af den stymperagtige behandling af de danske „Kiämpe-Viiser“ i det 8. brev har støbt kuglerne til Herders kritik af Denis’ oversættelse af Ossian. Mens Gerstenberg går fra at pille Ossian fra hinanden til at kritisere moderniseringen af kjæmpeviserne, som han hævder er blevet oversat til nutidigt dansk uden den ringeste sans for det oprindelige runepræg, er det således Herders lignende pointe, at Denis’ oversættelse af Ossian til formfuldendte heksametre går helt fejl af disse angivelige fragmenter fra en fjern tid: „Ossian so kurz, stark, männlich, abgebrochen in Bildern und Empfindungen – Klopstocks Manier, so ausmahlend, so vortreflich, Empfindungen ganz ausströmen […] – welch ein Unterschied!“ (Herder 1993b, 448) Havde man haft større sans for dette enestående dokument fra tidernes morgen, ville man også have forstået, at det som al anden folkepoesi er „impromptus“, improviseret eller ufærdigt i betydningen tættere på naturen end på kulturen, opstået spontant, med mere handling, „levende scene“, dramatik, gestisk og umiddelbar følelse end den moderne digtning, der med sine regler om „kvantiteter af stavelser [...] ikke længere giver os mulighed for at føle øre og natur.“ (Herder 1993b, 473)^[16] Fra spørgsmålet om Ossians ægthed og autenticitet og den heraf afledte diskussion om den korrekte oversættelse af Ossian er Herder dermed nået frem til sit hovedærinde, nemlig den sørgelige forfatning, samtidslitteraturen befinder sig i, „det hele falsk, svagt og kunstlet“ (Herder 1993b, 474).^[17] Et længere citat er på sin plads:

Selbst jeder beste Kopf ward verwirret, und verlor Festigkeit des Auges, und der Hand, Sicherheit des Gedankens und des Ausdrucks: mithin die wahre Lebhaftigkeit und Wahrheit und Andringlichkeit. – Alles ging verloren. Die Dichtkunst, die die stürmendste, sicherste Tochter der menschlichen Seele sein sollte, ward die ungewisseste, lahmste, wankendste: die Gedichte fein oft korrigierte Knaben- und Schulexerzitien. Und freilich, wenn das der Begriff unsrer Zeit ist, so wollen wir auch in den alten Stücken immer mehr Kunst als Natur bewundern, finden also in ihnen bald zu viel, bald zu wenig, nachdem uns der Kopf steht, und selten was in ihnen singt, den Geist der Natur.

(Smst.)

Så vidt er det altså kommet, hævder Herder, at hans samtidige hverken er i stand til at værdsætte fortidens kraftfulde digteriske udtryk endsige selv frembringe andet end de mest lamme skolestile, der først og fremmest har til formål at paradere den til enhver tid gældende regelsamling for opstillingen af et digt. Hvordan er vi dog kommet så meget på afveje? Det er vi, lyder ræsonnementet, fordi civilisationsprocessen har ført os for langt væk fra naturen og svækket vores vitalitet og evne til at føle og sanse: „Wir sehen und fühlen kaum mehr, sondern denken und grübeln nur“ (smst.). Bag formuleringer som disse mere end aner man Herders afhængighed af Rousseaus forfaldslære og Hamanns idé om poesien som menneskeslægtens modersmål. Men afsættet og den umiddelbare inspiration har han fra Gerstenberg, med hvem han også deler den grundlæggende forestilling om, at fornyelsen af samtidens litteratur må komme fra den produktive tilegnelse af den oldnordiske litteratur, som er langt tættere på os end de antikke græske tekster.^[18]

Herders andet bidrag til Von deutscher Art und Kunst, afhandlingen om Shakespeare, står ligesom Ossian-teksten i et tæt udvekslingsforhold med Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur, hvis 14.-18. brev som nævnt udgør en vigtig station i den tyske og kontinentale Shakespeare-reception. Forud var gået en længere diskussion, hvori et tøvende og forsigtigt forsvar for Shakespeares dramatik, der havde været bandlyst under rationalismens herredømme, fungerede som katalysator for opgøret med Gottscheds franskorienterede regelæstetik. G. E. Lessings berømte 17. litteraturbrev (1759) er i så henseende typisk. På den ene side argumenterer Lessing for, at teatret skal orientere sig efter den engelske smag, herunder først og fremmest Shakespeare, hvis „geni“ forekommer ham at være i bedre overensstemmelse med det tyske gemyt end Corneilles unaturlige, skabagtige og deklamerende klassicisme. På den anden side henholder han sig til den samme æstetiske norm som Gottsched, og striden kommer derfor nok så meget til at handle om, hvem der forvalter den aristoteliske poetik bedst. Lessings position er, som Jochen Schmidt udtrykker det, ”skjult ambivalent”:

[H]alb dem rationalistischen Erbe und dem normativen Denken verpflichtet, halb sich aus dessen Zwängen lösend zugunsten von ‚Natur‘ und ‚Genie‘. Es geht um ein von Regeln und Mustern unabhängiges, aber doch diesen Regeln und Mustern adäquates Schaffen.

(Schmidt 1985, 166)

Gerstenberg er den derimod den første, der fuldtonet bekender sig til Shakespeare. Inspireret af Edward Youngs Conjectures on Original Composition (1759) løsriver han diskussionen om Shakespeare fra de foregående års uafklarede strid og stiller den på et nyt grundlag. For Gerstenberg havde Shakespeare ikke geni, han var et geni, tilmed et „Original-Genie“ (Gerstenberg 1890, 163), som det hedder med en term, han har fundet hos Young, eller mere alment formuleret: „wo Genie ist, da ist Erfindung, da ist Neuheit, da ist das Original“ (Gerstenberg 1890, 227). Med dette greb opnår Gerstenberg på én og samme tid to ting. For det første er det ikke længere grækerne og den aristoteliske poetik, der må holde for som normativ målestok, når det samlede Shakespeare-regnskab skal gøres op. Shakespeare kan ikke vurderes med den „ilde anvendte begreb, vi har om grækernes drama“ (Gerstenberg 1890, 111),^[19] og hvis hovedformål for tragediens vedkommende var at vække frygt og medlidenhed, mens komedien ved at vise menneskelige dårskaber skulle fremkalde latter:

Ist dieß wahr – ist die Erregung der Leidenschaften oder des Lachens die eigentliche Natur des griechischen Drama: gut! so werden Sie mir bald einräumen müssen, daß Schakespears Tragödien keine Tragödien, seine Komödien keine Komödien sind, noch seyn können.

(Smst.)

Shakespeares dramatik unddrager sig enhver norm, fordi den handler om, ja, det hele: „Der Mensch! die Welt! Alles!“ (Smst.) Dermed er naturligvis ikke sagt, at Shakespeare ikke vækker frygt og medlidenhed, blot er det som alt andet er underordnet et større hele, som ifølge Gerstenberg er at skabe „lebendige Bilder der sittlichen Natur“ (Gerstenberg 1890, 112). Lige så vigtigt er for det andet, at han dermed baner vej for en historisering af Shakespeare. Når denne ikke kan forstås på baggrund af det græske teater, så skyldes det nemlig ikke alene, at han som „Original-Genie“ undsiger enhver norm, men nok så meget den enorme tidslige afstand mellem det antikke og det elizabethanske teater. Anderledes sagt har ikke blot individet, men også tidsalderen sit særpræg eller sin originalitet, om man vil. Den, der vil forstå Shakespeares dramatik eller et hvilket som helst andet kunstprodukt, må derfor gøre sig bekendt med de historiske betingelser for dets tilblivelse. Det er en tekstforståelse, der adskiller sig radikalt fra Lessing og andre, da den er drevet af en ambition om at forstå teksten indefra, på dens egne præmisser, i stedet for at holde den op mod udefrakommende kriterier. At historiseringen af Shakespeare samtidig må indebære, at geniet med tiden uundgåeligt vil unddrage sig vores umiddelbare forståelse, er Gerstenberg ligeledes opmærksom på:

Da aber diese [Original-Charaktere] sich wieder auf das eigentümliche Genie eines Zeitalters beziehen, so muß eine unendliche Reihe von Dingen, worauf der Dichter anspielt, dunkel und unverständlich werden, sobald diese Charakter veralten.

(Gerstenberg 1890, 136)

Hvor tæt Herder følger Gerstenberg i disse overvejelser og synspunkter, bliver for alvor klart, hvis man kaster et blik på de forskellige stadier af Shakespeare-teksten, der påbegyndes i juli 1771 og først finder sin endelige form i januar eller februar 1773, efter tre store gennemskrivninger.^[20] Ikke overraskende er det den første version, der står i størst gæld til Gerstenbergs litteraturbreve. Ligesom Ossian-teksten er dette første udkast af Shakespear udformet som et svar til Gerstenberg, denne gang endog med navns nævnelse. Teksten indledes med at overbringe adressaten en så stor buket roser, at der bliver en hel del tilbage, selv når vi har trukket de obligate høfligheder fra. Ifølge Herder overgår det billede af den engelske dramatiker, Gerstenberg præsenterer i Briefe über Merkwürdigkeiten der Litteratur, således meget af det, hans landsmænd har skrevet om ham, ihvorvel også de har skrevet fortræffeligt om ham. Gerstenberg har ikke alene studeret „hele Shakespeare“, hævder Herder, han har i sin indfølende læsning også forstået ham, som han bør forstås, dvs. uden at holde ham op mod det antikke forbillede eller vurdere ham på baggrund af samtidens heraf udledte regelæstetik. Tværtimod er det Gerstenbergs store fortjeneste, at han har formået at placere Shakespeare der, hvor han hører hjemme, nemlig i sin egen tidsalder med alt, hvad dertil hører:

Es wird in Ihrer Rechtfertigung ein Mann sichtbar, der den ganzen Shakespear studiert und gefühlt hat, der unverdorben von der Kritik der Regeln und unverwahrloset von den Vorbildern der Alten die ganze, große Natur von Charakteren, Leidenschaften, Anlagen, Dichtungen und Spracharten in ihm fühlen konnte, und Alles dies, in Shakespears Zeitalter, Volk und Idiom […] sich zu erfühlen strebte.

(Herder 1993b, 522)

Kender man blot lidt til Herders mærkesager, vil man vide, at denne beskrivelse er meget tæt på at være kongenial med hans eget program (jf. Paulsen 2021). Imidlertid er der ét punkt hos Gerstenberg, som forbløffer ham og ægger til modsigelse. Hen imod slutningen af det 17. brev er det nemlig, som om Gerstenberg er tæt på at opgive sit suveræne greb om Shakespeare og falde tilbage i den position, han ellers så overbevisende har kritiseret. Det er ikke Herder, der ser spøgelser. Umiddelbart efter at have argumenteret for en historisering af Shakespeare skriver Gerstenberg:

Sie erinnern sich, daß ich Ihnen bereits zugegeben habe, Schakespears Drama sey nicht das Drama der Alten, und könne folglich keine Vergleichung dieser Art dulden. Dieß hindert aber nicht, daß dieses Schakespearsche Drama gewisse Grundsätze mit dem Griechischen gemein haben könne, die aus der Natur eines Ganzen herzuleiten sind.

(Gerstenberg 1890, 138)

Derpå følger en mildest talt løjerlig klassifikation af Shakespeares dramatik på baggrund de genrer, Polonius opregner i Hamlet, og som i Gerstenbergs (engelsksprogede) gengivelse omfatter „tragedy, comedy, history, pastoral, pastoral-comical, historical-pastoral, scene undividable“ og „poem unlimited.“ (Smst.) Herder undrer sig, med rette. Hvordan skulle det nu kunne lade sig gøre, når

die Bühne mit jedem ihrer Hauptgenies so verändert und in eine andre Gestalt modificieret, daß fast für jeden Originalautor eines andern Volks und für jedes Originalstück desselben ein neuer Name, mithin ein neuer Regelncanon zu erfinden wäre […] und bei Shakespear insonderheit […] – Wer hats besser als Sie empfunden? – ‚der Mensch! die Welt! Alles!‘

(Herder 1993b, 524 f.)

Med andre ord: Når Gerstenberg nu så overbevisende har argumenteret for det umulige i at klassificere Shakespeares genreblandinger, ja, endda ikke engang vil tillade en skelnen mellem hans komedier og tragedier, hvordan i alverden kan han så finde på pludselig at foretage den mest rigide inddeling af hans stykker? For Herder må det tværtimod forholde sig sådan, som Gerstenberg selv i et tidligere brev har slået til lyd for, nemlig at hvert eneste af Shakespeares stykker udgør et selvstændigt, unikt kosmos:

Alle ganze, individuelle Wesen, jeder aus seinem Charakter und von seiner Seite historisch theilnehmend, mitwürkend, handelnd; jeder gleichsam für sich Absicht und Zweck, und nur durch die schöpferische Kraft des Dichters, als Zweck zugleich Mittel; als Absicht zugleich Mitwürker des Ganzen […].

(Herder 1993b, 526)

Mens Gerstenberg selv pludselig forfalder til regel- og klassifikationstvang, minder Herder ham om radikaliteten i hans eget program: Tager man den radikale Gerstenberg på ordet, fremstår alle den geniale englænders stykker som værker af irreducibel individualitet.

Som det fremgår af det ovenfor citerede brev til Karoline Flachsland fra juli 1771, var Herder imidlertid ikke tilfreds med dette første udkast. Samme efterår påbegynder han derfor en gennemgribende revision af teksten, der ligger omtrent færdig i begyndelsen af 1772. I denne anden version er tyngdepunktet forskudt fra værkernes irreducible individualitet til deres iboende historicitet (Gjesdal 2017, 130 ff.). Vigtigere i denne sammenhæng er dog, at Herder allerede i denne anden version har forladt brevformen, og dermed er også Gerstenberg blevet frataget den centrale stilling, han havde i første udkast. Igen får manuskriptet lov til at ligge, denne gang i det meste af et år, Herder er tilsyneladende stadig ikke helt tilfreds med resultatet. Da Bode et år senere meddeler, at han påtænker at udgive Ossian-teksten som selvstændig pjece, gennemskriver han den i hvert fald en tredje og sidste gang, hvorefter den indlemmes i Von deutscher Art und Kunst.

I denne tredje og endelige version af Shakespear er der ikke mange synlige spor af Gerstenberg. Hvor langt Herder i mellemtiden har fjernet sig fra det oprindelige udkast, bliver allerede klart i den nyskrevne prolog, der indledes med at fremmane billedet af geniet siddende på en klippetop med hovedet omkranset af himlens stråler og det vilde hav brusende for hans fødder. Endnu længere nede, ved klippens sokkel, høres imidlertid også den stadige mumlen fra en større gruppe mennesker, „die ihn – erklären, retten, verdammen, entschuldigen, anbeten, verleumden, übersetzen und lästern! – und die Er alle nicht höret!“ (Herder 1993b, 498) Hvem disse mennesker er, får vi ikke at vide, men vi forstår nok, at det må være alle dem, der slås om koryfæet, og hvad mere er, Herder regner ikke sig selv blandt dem: „Welche Bibliothek ist schon über für und wider ihn geschrieben! – die ich nun auf keine Weise zu vermehren Lust habe.“ (Smst.) Hvor Herder i første version begyndte med at kaste sin forfatterpersona i støvet for Gerstenberg, iagttager han altså nu slagsmålet lidt ude- eller endog oppefra, mens den førhen ophøjede Gerstenberg nu omvendt må se sig degraderet til at være en af de mange unavngivne mumlere, der sidder ved soklens fod og kæmper om geniet! Hvordan kan han så pludseligt have ændret syn på Gerstenberg? Følger man tyngdepunktets gradvise forskydning igennem de tre versioner, synes den mest nærliggende forklaring at være, at Herder først nu har skrevet sig frem til sin egen position i sagen, og dermed har han heller ikke længere brug for Gerstenberg som trædesten. Nu som før er han naturligvis enig med denne i, at Shakespeare er en genial digter, men det centrale anliggende for ham er ikke længere geniæstetisk, og hvad der optager ham, er derfor heller ikke i første række, om og hvorvidt Shakespeares stykker kan forstås som værker af irreducibel individualitet. Fælles for både kritikere og lobhudlere er nemlig, at de ligger under for fordomme, at de med andre ord – og det gælder, uanset hvilken gruppe de tilhører – fortegner og misforstår ham frem for at forstå ham. Det kan næppe siges at være en helt retvisende gengivelse af Gerstenbergs position, men rigtigt er det, at Herders egen fremstilling nu er koncentreret om den historiske rekonstruktion af tragediens fødsel og den aristoteliske poetik, Shakespeare holdes op imod. Dermed ændrer synet på geniet sig også. Hvor forholdet mellem historie og geni hos Gerstenberg forekommer uafklaret, kan den selvbevidste Herder nu vise, hvordan Shakespeares tragedier „udspringer af og er indlejret i en bestemt kultur og historisk kontekst, som de på genial vis omformer og transformerer til noget nyt“ (Paulsen 2021, 262).

Når Gerstenberg normalt kun optræder i en bisætning i realkommentarerne til Herders Shakespeare-afhandling, har det altså sine grunde. I den version af Shakespear, vi kender fra Von deutscher Art und Kunst, er der så godt som ingen spor efter Gerstenberg, som på dette tidspunkt for længst synes at have udspillet sin rolle for Herder. Læser man teksten genetisk og medtager de tidligere udkast, må man derimod konstatere, at Gerstenberg har været den vel nok vigtigste samtalepartner for Herder i løbet af de knap to år, han arbejdede med stoffet. Kender man blot en smule til Herders arbejdsform, er det ikke så overraskende endda. Især den yngre Herder tænkte så godt som altid op imod og i tæt dialog med andre, og hans tekster former sig ikke sjældent som kritiske dialoger og polemikker med andre tekster og tænkere. Det mest karakteristiske ved denne tekst er i virkeligheden, at en betydelig del af dialogen her ikke foregår i den endelige udgave, men må søges i de tidligere udkast. Kan man ligefrem forestille sig, at Herder ønskede at underspille Gerstenbergs indflydelse og derfor skrev ham ud af den endelige tekst? Helt utænkeligt er det vel ikke. Til støtte for synspunktet taler desuden, at en af de vigtigste pointer i den endelige version af Shakespear lægger sig forbløffende tæt op ad Gerstenberg. Mens de tidligere versioner af teksten nemlig først og fremmest kredser om de produktionsæstetiske aspekter ved Shakespeares dramatik, med hovedvægt på henholdsvis værkets individualitet eller historicitet, skriver Herder sig i tredje version frem til en model, der forener produktionsaspektet med den grundlæggende indsigt i, at heller ikke fortolkeren kan unddrage sig historien: „Trauriger und wichtiger wird der Gedanke, daß auch dieser große Schöpfer von Geschichte und Weltseele immer mehr veralte! daß da Worte und Sitten und Gattungen der Zeitalter, wie ein Herbst von Blättern welken und absinken […]“ (Herder 1993b, 520). Jo større afstand i tid der bliver mellem os og Shakespeare, jo mere fremmed og uforståelig bliver han med andre ord for os. Det er unægtelig en pointe, der minder ikke så lidt om den, Gerstenberg fremførte i det 17. litteraturbrev.

Endelig kan der komme uforudsete erkendelser ud af dialoger med andre, selv om de i første omgang forbliver i skuffen. Også det findes der et fremragende eksempel på i første udkast til Shakespeare-teksten, som efter at have fejret geniet på gerstenbergsk manér lader sig rive med af en indsigt så kolossal, at den er tæt på at få hele læsset til at vælte. I virkeligheden er Shakespeare Guds blinde redskab, hævder Herder, og hans dramaer udgør „skyggeridset af et symbol a posteriori til den uendelige visdoms teodicé!“ (Herder 1993b, 527)^[21] Mindre dunkelt udtrykt er Shakespeares værk en teodicé, en gudsretfærdiggørelse – en tanke, Nietzsche genoptager og tilspidser næsten nøjagtig hundrede år senere med sit berømte diktum om, at kun som æstetisk fænomen lader verden sig retfærdiggøre (Nietzsche 1988, 17). Men hvor Nietzsche som bekendt skriver Gud ud af ligningen, er det derimod Herders inspirerede tanke, at Shakespeare fungerer som bindeleddet mellem Gud og menneske, han viser os verden brudstykkevis:

[L]auter einzelne Fragmente! ausgerissne wehende Blätter aus dem grossen Buch der Vorsehung! im Sturm der Zeiten und Begebenheiten dahin geworfen wehen sie daher und schweben vors Auge: nichts als anscheinende Unordnung und Zerstückung und Plane der Trunkenheit. – aber in der Absicht des Schöpfers, im Haupte des Dichters: da verschwindet Ort, Zeit und Disparater Inhalt – Ein Ganzes!

(Herder 1993b, 526 f.)

Hvad der anes i formuleringer som disse fra dialogen med Gerstenberg i det første udkast til Shakespear, er kimen til det, der siden udfoldes i den tidlige historiefilosofi, Auch eine Philosophie der Geschichte zur Bildung der Menschheit (1774), der i passager næsten ordret citerer udkastet om Shakespeare.^[22]

Et sidste spørgsmål henstår: Herders interesse for Gerstenberg er som dokumenteret særlig intens fra slutningen af 1760’erne til begyndelsen af 1770’erne, hvorefter der bliver meget langt mellem henvisningerne til ham. De steder i sen- og alderdomsværket, hvor han optræder, er ikke blot få, men har også karakter af tilbageblik på en afsluttet epoke. De synes ikke at tilføje noget substantielt nyt til Herders billede af ham, om end de i tilbageblik bekræfter, hvor stor og produktiv Gerstenbergs indvirkning havde på Herders tænkning og idéudvikling i de epokegørende år omkring 1770. Hvad er forklaringen da på, at Herder ikke fortsætter dialogen med ham, at kilden så at sige tørrer ud? Det kan vi selvfølgelig ikke med sikkerhed vide, men to forklaringer byder sig til. For det første blev den periode, hvor Herder og Gerstenberg var mest kongeniale, relativt kort for Herders vedkommende, selv om de naturligvis også havde mange fælles interesser og synspunkter på den anden side af Sturm und Drang. For det andet – og utvivlsomt mere tungtvejende – er dog, at Gerstenberg stort set forstummer efter 1771, altså akkurat på det tidspunkt, hvor hans indflydelse på Herder er størst, hvilket samtidig er forklaringen på, at den planlagte nye samling af de slesvigske litteraturbreve aldrig bliver til noget. Der var med andre ord ikke mere at føre dialog om og lade sig inspirere af end det, Herder allerede havde læst.